Nyt fra Jupiter

30. november

Kære forældre

Jeres børn har i dag forhandlet sig frem til en lille pakkekalender. Alle skal have en pakke med på mindst 30 kr. Det med mindst kommer sig af en skræk for at få to bitte små pakker vingummibamser! Det er lidt sent at beslutte sig for, men har man ikke nået det til i morgen, så når man nok at få en med i løbet af de næste dage. Jeg har desuden lovet at tage kalenderlys og lidt grønt med – og sådan skal det nok ende med at blive jul i Jupiter.

Ellers kan jeg fortælle at Henrik tyvstartede på sit job i dag. Fantastisk dejligt!

I fælleskab med Søren og Jonas, som har gået på skolen i flest år, fik de hejst skolens nye Friskole-flag under tonerne af Ærø Fri-sangen – og så kan det vel ikke blive meget bedre.

De venligste hilsner
Bodil

 


 

Kære alle

Så er vi kommet godt i gang inde i Jupiter

I den første uge kom vi på plads, smed en sofa ud – måske to? og fik snakket om hvad de lavede sidste år og hvad vi skal arbejde med i år.

Jeres børn havde et meget stort ønske om at arbejde med børnebøger ligesom de forrige år, så det gør vi. Denne gang putter vi en faglig overbygning på, inden vi går i gang og er derfor i fuld gang med en gennemgang af billedfortællingen som genre. Mit håb er, at deres meget flotte, sjove og gode børnebøger fra de tidligere år, vil blive endnu bedre og at Jeres børn samtidig får styr på en masse faglighed omkring det, at kombinere billeder og skrift, så bogen får et spændende udtryk og indhold.

I engelsk skal vi i gang med et emne om rummet med temaet “Is anybody out there?” Jeg tror både det kan blive informativt og sjovt. Personligt glæder jeg mig til at de alle skal skrive en lille stil til mig om liv i rummet. Hvem ved om emnet kommer til at smitte af på deres børnebøger!

Ellers er skoleåret jo allerede fra starten af fuld af ting, der er anderledes.Nye lærere og nye måder at gøre tingene på. Fx er vi hver onsdag frem til efterårsferien i fuld gang med et projekt sammen med Kristian Ufo. Projektet hedder “Stemmen af os” og skal i løbet af de næste mange uger i samarbejde med Kristian gerne munde ud i en “national-hymne” for Ærø Friskole. Formen er en rap som alle skal bidrage til. Et af målene med projektet er at styrke fællesskabet og lave noget på kryds og tværs af de forskellige klassetrin. Derfor er 7. og 3. klasse sammen  og 8./9. er sammen med 2. klasse. I forbindelse med onsdagsturene, så: HUSK EN LILLE TASKE OG EN VANDFLASKE! Vi har selvfølgelig mad med fra skolen til alle. Smilende ansigt med smilende øjne

I forbindelse med oprydningen i klassen er der nu mindst et sofabord og en sofa for meget, som vi skal have kørt til genbrug. Det ville være ualmindeligt dejligt, hvis der var nogen forældre, som havde lyst til at køre det på genbrugsstationen. Meld meget gerne tilbage, så vi kan få sofaerne væk, inden der går små og store dyr i dem.

Hvis der skulle være spørgsmål eller ting i gerne vil snakke om, så skriv endelig på denne mail eller ring til skolen, så finder vi ud af det.

I forbindelse med sygdom og fritagelser så giv skolen besked enten pr. sms, opkald eller mail. Det er det letteste for alle.

Med meget venlig hilsen
Bodil

 


 

 

Velkommen til et nyt skoleår! 

Tiden er kommet hvor vi skal mødes. Et møde, jeg glæder mig til.

Jeg er gruppeleder og skal undervise i dansk, engelsk og projektfag. Helle Rasmussen er tilbage igen og skal have tysk og matematik. I forholdet til undervisningen i projektfag, er vi en lille gruppe af lærere bestående af Kirsten, Helle R, Kristian og jeg til at varetage undervisningen i de resterende fag.

Året vi går i møde bliver et gensyn for de fleste, men der er også kommet nye elever til – og så er jeg jo faktisk også lidt halv-ny i det.

Jeg tror vi går et rigtigt godt skoleår i møde. Gruppen var allerede inden ferien en lille god enhed og med de nye elever i gruppen er jeg sikker på det bliver et godt sted at være. Et sted, hvor der er plads til alle og hvor jeg håber at vi både fagligt og socialt kan udvikle os sammen. Da vi nu skal mødes, nye og ”gamle”, tror jeg det er utroligt vigtigt at vi får startet godt op sammen og finder hinanden. Dette bruger vi næste uge til.

 

Planen for den næste uge er derfor som følger: 

Søndag mødes vi fra 10 – 12 til fælles velkomst og et kort møde i vores gruppe. For Jupiters vedkommende vil jeg gerne mødes ved skolens flagstang. Så kan vi altid senere gå i klassen.

Mandag til fredag er der skolegang fra 9.00 – 13.25. 

I den første uge skal vi bruge det meste af tiden sammen.

For det første skal vi have lært hinanden at kende og finde ud af hvilke forventninger vi har til skoleåret. Vi skal bla. arbejde med portrætter og selvportrætter med fokus på: Hvem er jeg? Hvem er du? og Hvem er vi?

For det andet skal vi have indrettet os i klassen. Vi er blevet flere og samtidig skal vi have skabt nogle rammer, hvor der er plads til det hele – både trivsel og læring. Der skal være plads til at arbejde, tænke, hygge, lytte og lære og vi skal føle det er vores.

For mig er det vigtigt at eleverne er med og tager ansvar. Jeg vil derfor gerne have drømmene på banen – både i forholdet til klassens indretning, men også i forholdet til undervisningen. Jeg tror det bliver godt.

Jeg glæder mig meget til at se Jer

 

Med venlig hilsen Bodil