Vores tidligere elever siger…

Friskolen har nok givet mig en del selvtillid. Jeg husker altid friskolen som et sted hvor man ikke behøvede at “passe ind’.

Jeg husker den åbne stemning og det naturlige fællesskab på tværs af klassetrin og lærere og elever imellem.
Jeg fik følelsen af at betyde noget i en større sammenhæng; Jeg havde medbestemmelse, mine idéer blev hørt, og det var dermed ikke kun skolen, der satte sit præg på mig, men også omvendt.
Friskolen havde mere end en faglig funktion for mig. Det var måske snarere en personlig udvikling, som har haft betydning for min videre færd i uddannelsessystemet.

Martin Vedel Kristiansen afgangselev 2008 – Læser til folkeskolelærer på Zahles.

På Ærø Friskole lærte jeg at løse forskellige opgaver i mit eget tempo og hjælpe både klassekammerater eller andre elever med forskellige ting som fx matematik.

Jeg følte mig som et medlem af en kæmpe familie, hvor jeg befandt mig i et godt og trygt miljø med plads til bare at være mig.

Kontakt er særdeles vigtigt på skolen og dette kan man også tydeligt mærke. I mit tilfælde har jeg stadig kontakt til lærere og elever på skolen, selvom det nu er 2 år siden jeg gik ud af friskolen.

Specielt den fælles spisning er et stort bonus for eleverne, man får snakket sammen med mange forskellige og der er altid en god stemning under spisningen.

Uanset hvad du har lyst til at lave, om det er et skaterampeprojekt eller man vil danne et band, er lærerne der altid til at give god støtte og plads til at udvikle sig kreativt.

Jeg vil varmt anbefale at gå på friskolen, da man får lov til at være sig selv og løse opgaverne på sin egen måde, imens man er i et miljø med utrolig meget sammenhold.

Julie Eis Kristiansen -Teknisk skole

Min tid på Ærø Friskole var en skøn tid, jeg havde hver dag lyst til at stå op og ud af sengen, fordi jeg vidste jeg blev mødt af nogle mennesker som altid havde et stort smil på læberne.

Friskolen og folkene på skolen var med til gøre, at jeg er blevet en mere selvstændig person, og derfor fik jeg modet til at tage et helt andet valg.
Friskolen var med til at få mig til at tro på mig selv. Derfor bor jeg i dag i Sønderborg, i stedet for at være taget til Fyn med alle mine venner og veninder.
Ikke nok med at Friskolen rykkede mig som person, men den gjorde samtidig at jeg fik rykket mine karakterer til det bedre. Jeg er i dag en elev som ligger middel i min klasse og til tider ligger jeg også over middel.

Friskolen er et dejligt sted, og jeg vidste at det var det jeg havde brug for. At jeg i timerne havde mulighed for at blive hørt og ikke havde muligheden for at gemme mig i mængden af de andre. Det er derfor jeg tør at stå foran stor forsamling, og fortælle. Friskolen har gjort rigtig meget for mig som person. Da jeg startede på friskolen var jeg en meget stille og genert pige. Det er jeg langt fra nu, jeg er blevet en mere udadvendt.
Friskolen var det rigtig valg for mig, så overvej om friskolen er det rigtige valg for dig!

Mange Hilsner Pernille Ravn Enevoldsen afgangselev 2010, gymnasieelev i Sønderborg

Jeg tog 10. klasse på Ærø Friskole – jeg var med til det allerførste år den eksisterede.

For mig skulle det egentlig bare være en holdeplads, for jeg ville bare videre på gymnasiet og have mig en uddannelse hurtigst muligt. Men jeg fik hurtigt tankerne andetsteds hen. Det var sjovt, spændende, anderledes og alsidigt at gå på Friskolen.  

Jeg synes at huske at der ikke gik særlig lang tid før jeg fik smidt alle mine fordomme om at ”enhver er sig selv nærmest.”
Fordi, lige pludselig følte jeg at jeg hørte til og at ALLE faktisk var der for at hjælpe mig, for at jeg kunne have det godt. Både på skolen og privat. Det var fantastisk.
Mit syn på mennesker, og lærernes og elevernes positivitet og hjælpsomhed, fik et lys til at gå op for mig. Andre tænker også på MIG.
Jeg havde indtil da, troet at jeg var ”Palle alene i verden” om at tænke på andre. Og ønske dem det bedste.

Og det er nok noget af det vigtigste jeg har taget med mig i min fremtid.

Jeg har, turde spørge, hvis jeg var i tvivl om noget og har turdet række hånden ud hvis jeg havde brug for hjælp.
Og samtidig har jeg hjulpet andre siden og vil fortsætte med det, forhåbentlig, resten af mit liv, for Ærø friskole har hjulpet mig med at finde ud af hvor i livet jeg vil hen.

Jeg begyndte i sensommeren sidste år at læse til socialrådgiver, netop for at hjælpe andre mennesker resten af mit liv.

Lisa Henning Bager