På Ærø Friskole arbejdes der hele tiden målrettet med at skabe de bedste forudsætninger for trivsel. Vi arbejder aktivt og opmærksomt med trivslen i alle fag og på tværs af klassetrin. For os er fællesskabet i fokus, men vi vægter højt, at der er plads til forskellighed. I Saturn har vi udarbejdet et sæt klasseværdier, som vi løbende tager udgangspunkt i, når vi taler om, hvordan vi alle bidrager til en positiv klassekultur. På Ærø Friskole vil vi styrke det enkelte barn oplevelse af at være vigtig i verden og være tryg i at tage sin plads – ikke på bekostning af fællesskabet, men som ligeværdig i alle relationer.
Når børnene skal i udskolingen, skal de i højere grad tage medansvar for deres egen læringsproces. Derfor forventer vi, at de selv tjekker ugeplanen i ElevIntra, holder styr på lektier og er aktivt deltagende i undervisningen. Desuden forventer vi, at de positivt indgår i gruppearbejde og tager ansvar for eget individuelt arbejde.
For at skabe sammenhold og tryghed blandt børnene etablerer skolen venskaber på tværs af alderstrin. Når man er elev i Saturn, bliver man venskabs-makker med en elev i Venus (1.+2. klasse). Det betyder, at man blandt andet sidder sammen, når der er morgensamling eller mødes i andre sammenhænge i løbet af året.